Spætmejsen
 

 

 
Forslag til en tur
Vil du opleve spætmejsen er der gode chancer for at finde den i Bjergeskov. Gå fra ”Frueskoparkeringspladsen” ved Buderupholmvej ad ruten ned mod frueskoindhegningen. Her i den gamle bøgeskov kan du med lidt held og tålmodighed se fuglen, når den søger føde på træstammerne. Den er i området hele året, men det bedste tidspunkt er i den sidste halvdel af april, før bøgen springer ud – da sætter den virkelig sit præg på Bjergeskov med dens kraftige sang.
 
Ser du en lille fugl løbe ned af en træstamme med hovedet forrest, så er det spætmejsen, du er stødt på. Det er den eneste af Rold Skovs fugle, der mestrer den disciplin.
Spætmejsen kan du opleve året rundt. Den er ikke alene standfugl, men også overordentlig stedfast. Typisk holder spætmejser sammen parvis, og de forlader kun territoriet, hvis fødemangel tvinger dem der til.
For at klare den hårde konkurrence om redehullerne fra især stære, har spætmejsen udviklet en særlig adfærd. Ved hjælp af ler tilpasser den redehullets størrelse, så større fugle ikke kan komme ind. De mindre hulrugere, som for eksempel blåmejse og musvit kan spætmejsen sagtens holde ude. Det er hunnen, der tager sig af dette murerarbejde.
Om efteråret samler spætmejsen frø, som deponerer rundt omkring i sit territorie. Det hænder ofte, at et depot ikke bliver fundet, hvorved frøene får lov at spire næste forår. Spætmejsen er på den måde medvirkende til planternes spredning i skoven.
 

 

 
 

Spætmejsen

 
<- Tilbage
Rold Skov Natur- og Kulturcenter
Østergade 21 | 9510 Arden
Tlf: 23 33 50 88 | projektleder@roldskov.info